Mine historier
Af Lars Kristian Mikkelsen

FRA FOTOBOGEN 

Lugten af hest havde bredt sig i opgangen, og beboerne blev mødt af et noget overraskende syn, da de så hestepærer på trappen. Det var ikke lige det, der plejede at møde beboerne, når de kom hjem efter en lang arbejdsdag. Men hvad gør en far ikke for sin datter ud af ren kærlighed?

En pony på 2. sal

  

Da vi var færdige med optagelserne, gav jeg mig selv tid til at nyde den skønne ø. Jeg hilste på en lystfisker, der var på fisketur i sin båd, og alt var bare ren idyl. Jeg hoppede i vandet og svømmede rundt, det var skønt. Pludselig blev der råbt højt ad mig:

»What are you doing? Get out of there! Are you crazy? There are sharks in these waters!«

Florida i farvandet

  

Jeg forstod intet. Jeg kunne ikke greje, hvad der var galt – men en ting var sikkert, manden var gal. Han fortsatte hen til medarbejderen og råbte højere og højere. Jeg kiggede over på mandens bil, og fik øje på en meget mudret Mercedes – med

åbent soltag.

Havde han haft en pistol, så havde han skudt mig (Albanien)

 

Det var en kampberedt Herdis, der mødte os på plejehjemmet Marienlund.

»Jeg skal ikke voldtages,« sagde den 84-årige fighter.

Hårdtslående Herdis

 

Vi blev fløjet ud til en lille landsby, hvor vi skulle møde en høvding. Landsbyen var så fattig, at beboerne på nogle tidspunker af året måtte blive i deres hytter og ligge stille i flere dage, så de kunne nøjes med to små måltider mad om dagen.

Frihed under ansvar (Burkina Faso)

 

UN-medarbejderen smed sin skjorte, gik hen til bilen, og han begyndte at banke løs på chaufføren i den røde Corolla. Stemningen var presset…

At køre fast for at komme frem (Liberia)

  

Det oplevede jeg selv i sommeren 2013, da der sprang en bombe i Kabul kun 200 meter fra, hvor jeg var indkvarteret. Der gik ikke en halv time før CNN, Al-Jazeera og andre nyhedsbureauer bragte billeder fra hændelsen og kunne fortælle, at præsidentpaladset var blevet angrebet af Taliban.

Den anden vinkel (Kabul)